Veng Kirke

Veng kirke opførtes i slutningen af 1000-tallet - ganske givet på kongelig foranledning - til benediktinermunke, der med stor sandsynlighed er kommet hertil fra England. De lod kirken opføre men var her i øvrigt kun i ganske få år, indtil kirken og klosteret ifølge ”Øm klosters krønike” i 1166 blev overtaget af cisterciensermunke. Efter kun tre år på stedet drog cistercienserne videre til Kalvø i Skanderborg Sø for endelig i 1172 at grundlægge Øm Kloster ved Mossø. Veng kirke overgik herefter til sognekirke.
I senmiddelalderen skete en række ændringer med bygningen. Det oprindelige tårn i vest blev afkortet og erstattet af et nyt over den sydlige korsarm. Et våbenhus blev tilføjet i syd, og det flade træloft inde i kirkerummet udskiftedes med murede hvælvinger. Ikke desto mindre er det stadig muligt at danne sig et autentisk indtryk af kirkens oprindelige rigt artikulerede normannisk/romanske arkitektur.
Fra 2003 til 2005 gennemførtes en omfattende og professionel renovering af Veng kirke, og undervejs besluttedes det at berige rummet med nye kunstneriske tiltag. Efter flere overvejelser og kasserede planer faldt valget på billedhuggeren Erik Heide (født 1934), hvis værker rundt om i flere danske kirker pegede på, at han kunne være den rette til at løfte den gamle adstadige kirke ind i det 21. århundrede.
Når man gennem våbenhuset i syd træder ind i kirken og stående i den vestlige ende ser gennem det lette og lyse kirkerum mod kor og apsis i øst, oplever man en enestående historisk kontinuitet, der manifesterer sig i et arkitektonisk og kunstnerisk formsprog på højeste niveau. Det er ikke haute couture men kunst, der vil noget, og som kan noget. Opmærksomheden drages uundgåeligt og selvfølgeligt mod vinduet i øst og dermed mod Kristusfiguren og ikke mindst mod det gamle frådstensalter.
Engang formentlig i senmiddelalderen var østvinduet blevet muret til, og i renæssancen opstilledes en stor altertavle foran det tilmurede vindue. Denne tavle stod der endnu i 2003, da den omtalte restaurering gik i gang. Præst og menighedsråd ønskede at få genåbnet det gamle vindue og at flytte altertavlen til et andet sted i kirken, og efter anbefaling af projektet fra flere kanter imødekom Nationalmuseet ønsket. En solrig dag, den 9. december 2004, kunne lyset igen efter flere hundrede år trænge ind i Veng kirke fra øst, og denne helt afgørende omstændighed, måtte selvfølgelig danne udgangspunkt for Heides kunstneriske overvejelser.
Støbejernsfiguren bag alteret repræsenterer Kristus, der med udstrakte arme på én gang fremtræder som den korsfæstede og som den opstandne, der favner sin menighed. Han løfter sin højre arm lidt højere end den venstre og fanger således lyset fra apsidens store sydvindue og sender det videre ud i kirkerummet. Lyset fra østvinduet fremhæver figuren og hylder den i et gyldent skær, der understreger eller konkretiserer troen på Kristus som ”lys af lys, sand Gud af den sande Gud” med et citat fra den nikænske trosbekendelse. Erik Heide har både skabt den rustikke men dog så udtryksfulde støbejernsfigur og de to apsisvinduers glasmosaikker. Disse er begge non-figurative; men deres farver leder i høj grad i retning af henholdsvis kornet, der bliver til brød, og druerne, der bliver til vin, og dermed naturligvis til altersakramentet, til Jesu legeme og blod. Alterbordet var indtil restaureringen dækket af et træpanel, der nu er fjernet, så der er frit udsyn til det middelalderlige stenalter. Ved nærmere undersøgelse dukkede der en malet dekoration frem på alterbordets forside, en dekoration, der synes at være tilkommet engang i 1500-tallet, og som måske bedst kan beskrives som en art marmorering. Denne udsmykning står nu fremme og indgår i en smuk og meningsfuld sammenhæng med de øvrige dele, bl.a. med den fine plade af sort svensk granit, der valgtes til at dække alterbordet.
Alt dette indrammes af den fantastisk velbevarede normanniske arkitektur med dens mange søjler og buer omkring indgangen til koret og til apsis. Og lidt til venstre, foran korbuen, fuldendes billedet – og forkyndelsen – af den romanske granitdøbefont, der hører til de fineste og de mest udtryksfulde dobbeltløve-fonte, som især det østjyske område er så rigt på.

Tekst: Hans Jørgen Frederiksen