Grønbæk Kirke

Det er med store forventninger, at man med den fornemme apsis i erindringen, træder ind i kirken. Forventningerne indfries til fulde. Også inde i kirken er det tydeligvis kor og apsis, der påkalder sig opmærksomhed. Indgangen til koret markeres af triumfbuen, der på nordsiden er forsynet med en kragsten, hvis reliefbillede understreger alterrummets karaktér af ’det allerhelligste’: Fra øst griber en hånd fast om halen på en slange eller drage, der mod vest konfronteres meget direkte med et menneskehoved. Fra slangens mund går en tunge eller flamme mod mennesket. Der følger som bekendt ikke nogen brugsanvisning med sådanne billeder; men en mulig tolkning synes at være, at den dødsensfarlige slange beherskes af den, der med autoritet og guddommelig kraft griber om dens hale.
Det er med respekt for denne frygtindgydende kraft, man nærmer sig apsis, hvis romanske kalkmalerier fra det tidlige 1200-tal fortolker Apokalypsens beretning om den i Himmelen tronende Gud (Johannes’ Åbenbaring kap. 4) og dermed forestillingerne om de sidste tider. Højst usædvanligt deles apsishvælvingen ind i fem felter af fire meget kraftige og iøjnefaldende ribber, der er bemalet med en slags marmorering. Denne inddeling har umuliggjort en klassisk romansk ikonografi med en stor og mægtig Kristus i midten og mindre sidefigurer udenom. I Grønbæk er Majestas Domini, som Kristus kaldes i denne sammenhæng, en ret lille skikkelse, hvis autoritet således må fremgå af hans centrale placering og af de symboler, der omgiver ham. Kristus sidder med bog i hånd og med en velsignende gestus på regnbuen og inden for den mandelformede figur, der med et italiensk ord benævnes mandorla. Hele midtaksen er reserveret forskellige typer af Kristus-billeder. Nederst vinduet, der desværre er tilmuret, men som jo oprindeligt har repræsenteret Kristus som lys. Det er ikke tilfældigt, at ornamentikken i midtvinduets smig er vegetativ og frodig. Over lyset troner Kristus som beskrevet i menneskelig skikkelse og altså i form af et ikonisk billede, dvs. et billede, der har formmæssig og ikke symbolsk eller allegorisk lighed med det, det forestiller. Over dette er der til gengæld et allegorisk billede af Kristus i skikkelse af Guds Lam, offerlammet. Øverst i apsishvælvet ses den nederste dråbeformede del af den meget store slutsten, der går tværs igennem hvælvingen og låser konstruktionen fast. Denne sten er blevet opfattet som et symbol på Kristus i lighed med ”den sten, bygmestrene vragede”, og som ”er blevet hovedhjørnestenen” (Matthæus-evangeliet 21, 42).
På den tid, da kalkmalerierne i Grønbæk blev til, var der meget stor opmærksomhed omkring nadverteologien i Den katolske Kirke, og på Det fjerde Laterankoncil i 1215 blev det præciseret, at brød og vin virkeligt forvandles til Herrens legeme og blod, i nadverens sakramente. Så når præsten ved alteret fremviste de konsekrerede nadverelementer, var det omgivet af billeder, der som ikon, allegori og symbol pegede hen på Kristus, og insisterende på, at brødet og vinen i modsætning til billederne hverken forestiller eller symboliserer Kristus men derimod har substantiel identitet med ham.
I de fire felter omkring Kristus ses nærmest midtaksen Maria (t.v.) og apostlen Johannes (t.h.). Yderst t.v. står apostlen Peter med nøglemagten og t.h. Paulus med bog. Alle fire viser de hen til Kristus. Apokalypsens fire livsvæsener, som oldkirken tolkede som symboler for de fire kanoniske evangelier, er repræsenteret ved en engel og en ørn ved Jesu fødder og ved usædvanligt store gengivelser af løven og oksen nederst imellem vinduerne. Ved deres størrelse opleves Markus- og Lukassymbolerne som værende tættere på os end de øvrige figurer, hvorfor de får karakter af en processionsvej hen mod og op til den tronende Gud.
Blandt meget andet i Grønbæk kirke må man ikke undlade at bemærke den flotte døbefont fra kirkens opførelsestid. Den er af den såkaldte Hoburgsmarmor og importeret fra Gotland. I overensstemmelse med gammel tradition er der altid vand i døbefonten i Grønbæk.

Tekst: Hans Jørgen Frederiksen